Supervision

Supervision – som i Gyldendals røde ordbog oversættes til opsyn, kontrol, tilsyn – kom til Danmark som et arbejds- og undervisningsredskab i socialt arbejde i 1950’erne fra USA, hvor metoden havde været brugt i en længere årrække. I mange år var socialrådgiverne en af de eneste faggrupper her i landet, der brugte supervision – og selv i egne rækker varede det længe, før supervision blev et aner- kendt og nyttigt værktøj for socialrådgivere. Siden da har andre faggrupper: sygeplejersker, psykologer, pædagoger, ergoterapeuter og mange andre, der arbejder med mennesker, taget metoden til sig. Ordet supervision bruges også af andre faggrupper, f.eks. indenfor filmbranchen og i industrien. Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvad kunstnere og håndværkere lægger i begrebet, men vil holde mig til en beskrivelse af supervision indenfor mit eget felt: socialt arbejde, pædagogisk arbejde, undervisning og terapi.

I den første egentlige bog om supervision i behandlingsarbejde, ”Supervision og konsultation”, som blev udgivet på Socialpædagogisk Bibliotek i 1980’erne, blev supervision defineret af Lis Keiser og Mogens A. Lund på denne måde:

”Supervision er en kontraktmæssig, tidsbestemt, støttende, igangsættende og fagligt kontrollerende proces, hvor en mere erfaren fagfælle hjælper en mindre erfaren fagfælle med at integrere faglige kundskaber og holdninger, således at fagfællen bliver bedre i stand til at agere i forhold til sit fags teorier”.

Min egen definition af supervision er lidt anderledes, end den jeg har citeret her. Det skyldes flere forhold: for det første har jeg både fået og givet supervision til kolleger, som ikke var mere fagligt erfarne end jeg selv. Det betyder, at jeg ligger på linie med dem der siger, at supervision gives af en mindre (i sagen) involveret kollega. Desuden er det gennem tiden blevet således, at det også kan være en person fra en anden faggruppe, der giver supervision – blot hun sætter sig ind i det arbejde, supervisanden udfører. Endvidere er det gennem de seneste 10 – 20 år blevet mere og mere almindeligt, at bl.a. socialrådgivere, psykologer, pædagoger og psykoterapeuter modtager supervision i tværfaglige grupper, enten på deres arbejdsplads eller på kurser. Og sidst, men ikke mindst, så er det ikke udelukkende positivt, at supervisor er en del af ledelsen på en arbejdsplads. Dette skyldes, at lederens kontrolfunktion nogle gange er stor – og det er ikke naturgivent, at en ansat ønsker at lade sig kigge i kortene af sin leder, fordi der kan være en stor del personligt stof i de problem- stillinger, den ansatte bliver superviseret i. Mange opfatter derfor supervision, givet af en kollega eller en udefra kommende supervisor, som mere givende og udviklende. Det betyder, at kontrolelementet i super visionen mange steder er nedtonet – en kendsgerning, som jeg selv anser som en gevinst for udbyttet af supervision.

Min egen definition lyder derfor sådan:

Supervision er en lærende, støttende og udviklende pædagogisk metode, hvor en fagperson hjælper en anden fagperson med at få indblik i egne faglige og personlige barrierer i forhold til sit arbejde med andre mennesker. Supervisor er ikke arbejdsmæssigt involveret i super- visandens konkrete klient eller problemstilling. Formålet med supervisionen er, at give supervisanden et større personligt og fagligt overblik, samt at medvirke til supervisandens faglige og personlige udvikling.

Supervision bruges bl.a. som et arbejdsredskab i forhold til konkret socialt arbejde, pædagogisk arbejde og psykoterapeutisk arbejde, hvor det er arbejdet og samarbejdet med andre mennesker, der er i fokus. Desuden bruges supervision som metode i procesorienteret undervisning. Jeg bruger selv supervision på procesorienterede kurser. Endvidere bruges supervision som metode i forbindelse med uddannelses- søgendes praktikforløb og når nyansatte skal oplæres i arbejdsgange på f.eks. social - forvaltninger, døgninstitutioner, sygehuse og uddannelsessteder. Supervision er ligeledes et fantastisk arbejds- redskab, som ledere har stor glæde af – både i forhold til selve det at være leder – og i forhold til at skaffe overblik i arbejdet – at arbejde med egne holdninger og værdier – og at gøre lederen i stand til bedre at kunne rumme konflikter, uenigheder og forskelligheder i personalegruppen.

Supervision hjælper os med at håndtere de mangfoldige problemstillinger, der er i arbejdet med men- nesker. At kunne skille problemstillingerne i den faglige og den personlige del – at kunne tage ejerskab på vores egen andel af problemer eller vanskelige situationer med en klient, en kollega, en pårørende eller en arbejdsgruppe. Supervisionsbegrebet er altså – i arbejdet med mennesker – blevet udviklet og udvidet betydeligt, siden metoden kom til Danmark for mere end 50 år siden.

Desværre er supervision en mangelvare i mange institutioner og organisationer i Danmark. Det burde være et fagligt krav – fra arbejdsgivere, politikere, klienter og brugere – at alle, der arbejder med mennesker, får supervision. Det er vigtigt at blive ”kigget i kortene”, når vi arbejder med mennesker. Præcis på dette punkt mener jeg, at en form for kontrol er nødvendig – selvom jeg ikke mener, at kontrollen skal udøves af lederen. Kontrollen skal sigte på vores etiske og holdningsmæssige bevæggrunde til at gøre det vi gør, når vi har et arbejde, der påvirker andre menneskers liv. Men sådan er det ikke! Mange steder får de ansatte og deres ledere ikke supervision. Begrundelsen er, at der ikke er råd – supervisionen er sparet væk – eller er aldrig kommet i gang. Kun visse steder – på behandlingsinstitutioner – på pædagogiske arbejdspladser – og i bestemte typer arbejde i social- og sundhedsforvaltningerne – er supervision obligatorisk. Manglen på supervision kan være til skade for brugerne/klienterne – og det kan også gå ud over fagligheden i institutionerne.

Supervision er en arbejdsmetode, der går ”tæt på” den, der bliver superviseret - supervisanden. For at supervisanden skal få det optimale ud af sin supervision, skal hun nemlig være villig til at kigge på sine blinde pletter – på sine fiaskoer – på det der er svært, og på det hun ikke kan finde ud af i sit arbejde. Og det kan være både skræmmende og truende. Det er derfor nødvendigt, at den der giver supervision, har sin supervisands fulde tillid. Supervisionen skal foregå i en tryg atmosfære – samtidig med, at supervisor skal turde stå fast og være ordentligt tilstede. Supervision er IKKE terapi. Men supervisionen kommer i nærheden af terapi i den forstand, at de sider af os selv, som påvirker vores arbejde med andre mennesker, kommer i fokus. Og i dette spændingsfelt findes muligheden for faglig og, som en vigtig sidegevinst, personlig udvikling.

I mit eget arbejde har jeg fået supervision, siden jeg var i praktik som socialrådgiverpraktikant i 1972. Som freelance konsulent og terapeut får jeg stadig supervision, men må selv opsøge supervisionen, hvis den vedrører mit freelancearbejde. Jeg har lært om supervision på grunduddannelsen som socialrådgiver, og i forbindelse med mit arbejde som teori- og metodelærer på Den Sociale Højskole i København. Desuden har jeg en to-årig efteruddannelse i supervision fra Albatros i Århus. Jeg har givet supervision siden 1975-76.

Denne hjemmeside er leveret af www.kantsoe.net