top




Individuel terapi


Der er mange grunde til at søge individuel psykoterapi. F.eks. hvis du synes, du ”sidder fast” i en problemstilling, som spænder ben for dig gang på gang. Hvis du oplever, at du igen og igen gentager handlemåder, som er uacceptable for dig, eller som gør livet besværligt og tungt. Hvis du har svært ved at være dig selv eller har svært ved at stå ved, hvem du er. Eller hvis du har svært ved at få sagt til og fra overfor andre på en tilfredsstillende måde. Hvis du har vanskeligt ved at finde ud af, hvor du vil hen med dit liv – eller har svært ved at vælge en ny retning. Hvis du får hovedpine, mavepine eller andre fysiske problemer, og er blevet undersøgt og har fået at vide, at fysisk er du rask. Hvis du bare ved, at du ”laver” en hovedpine eller mavepine, når noget er svært. Hvis du føler, at du ikke slår til.

Fotograf: Jytte Høj Hammer

Hvis du er stresset. Hvis du vil bestemme mere i dit liv. Hvis du vil arbejde med din egen personlige udvikling. Hvis du vil være et mere helt mennesker, være mere autentisk og levende. Og så selvfølgelig, hvis du er i krise, hvis du har været ude for en ulykke, har mistet et nærtstående menneske, er blevet skilt eller er alvorligt syg.


Der skal derfor ikke være ”noget i vejen” for at gå i psykoterapi. Men det er tit det, der sætter gang i et terapiforløb, simpelthen fordi det er blevet for svært at komme videre uden hjælp. At arbejde med sig selv, kan virke faretruende for nogle mennesker. Vi har lært, at vi ikke må have ”fejl” – og vi forsøger at skjule sider hos os selv, som vi synes er uacceptable. Vi leder efter fejl – både vores egne og andres. Mange mennesker er opdraget til at være så søde og pæne, at det er farligt at blive vred og ked af det. Andre opdager, at de er blevet nogle brokkehoveder, der er utilfredse med alt og alle, uden at de kommer videre af den grund. At arbejde med sig selv afslører netop det, vi ikke har lyst til at se på – så mange af os skubber det foran os. Det går nok over – siger vi. Det gør det kun sjældent – medmindre vi tager fat i det, der generer os. Det hjælper at få hjælp. Psykoterapeuten tager ikke problemerne væk, men hjælper os med at få øje på dem – og hjælper os med at gøre noget ved det!


Jytte Høj Hammer | Stendyssevej 24 A 4171 Glumsø | Mobil. 26718350
Email: Undervisning@jyttehammer.dk

Denne hjemmeside er leveret af www.kantsoe.net