top




Gruppesupervision


Arbejdsgrupper i institutioner og organisationer, hvor der arbejdes med mennesker, har gavn af at få supervision i gruppen. Det er der mange grunde til. Dels får man som gruppemedlem meget ud af at høre på den supervision, som kollegerne får. Det giver så at sige en masse sidegevinster at få super -vision i gruppe. Dels får man mulighed for at få sine kollegers refleksioner omkring den problemstilling, man selv arbejder med. Dels betyder gruppesupervisionen, at gruppens medlemmer efterhånden får træning i selv at arbejde med kollegial supervision – eller i det mindste at give hinanden god sparring.


Fotograf: Jytte Høj Hammer

Endvidere sker der noget med arbejdsgrupper, der får supervision sammen. Supervisionsarbejdet smitter af på gruppens kultur – medlemmerne bliver bedre til at være åbne og ærlige overfor hinanden – kommunikationen bliver klar – lydhørheden bliver større – og trygheden vokser. Der er ikke længere den slags utryghed, som får mennesker til at forstille sig, og til at gemme problemerne væk under gulvtæppet.


På nogle arbejdspladser er gruppen ikke stor nok til gruppe- supervision – dette gælder f.eks. i dag -plejen og i små private konsulentvirksomheder. Her kan det være en ide at gå sammen med andre – enten personalet i en tilsvarende institution i nabokommunen eller at danne et netværk med andre konsulenter. Gruppesupervisionen kan f.eks. foregå i de enkelte institutioner eller konsulentvirksomheder på skift.


Forudsætningen for at en gruppe kan få gruppesupervision er, at gruppen har den fornødne tryghed ved og tillid til hinanden. Hvis en gruppes medlemmer har det dårligt med hinanden, foreslår jeg i stedet, at gruppen får hjælp til at løse konflikten og evt. får personaletræning, og på denne måde får arbejdet med de indbyrdes relationer, så der udvikles så megen tryghed, at gruppesupervision senere kan anbefales.


Fotograf: Jytte Høj Hammer

Når jeg arbejder med gruppesupervision, arbejder jeg samtidig med reflekterende teams. Det reflekterende team – som kan bestå af nogle få personer eller hele gruppen – får i løbet af supervisionen lejlighed til at supplere med deres refleksioner over det, de lige har hørt. Som supervisor kan jeg bede det reflekterende team om at forestille sig, hvordan supervisanden har det med det, hun taler om – eller hvordan f.eks. hendes kollega eller medarbejder har det med situationen. Det at arbejde med refleksion betyder, at gruppens medlemmer får træning i at komme med meldinger om egne tanker – feedback – og med ideer, som sættes i gang af supervisionen. Det medfører, at nogle af de dårlige vaner, som mange grupper har med at ”give hinanden karakter”, finde fejl hos hinanden, give negativ kritik, give gode råd – erstattes af udsagn om, hvordan team- medlemmerne selv oplever det, der foregår. Det bliver mere autentisk – og bliver brugbart for super- visanden, der ofte får store AHA-oplevelser af at høre på det reflekterende team. Hun får en masse indre billeder, som hun ofte kan bruge til at komme videre på.


Der er naturligvis et uanet tal af temaer, gruppemedlemmerne ønsker at få supervision i. Temaerne og problemstillingerne skal have relation til den enkelte ansattes arbejde med brugere, klienter, patienter, forældre, kolleger osv., men dette er den eneste begrænsning. Der er ingen temaer, der er for store eller for små. Det væsentlige er, at ejeren af problemstillingen gerne vil kigge nærmere på den.


Eksempler på problemstillinger:


Jeg kommer på tilsyn hos en dagplejer, som jeg synes er dårlig til sit arbejde
Jeg skal have en samtale med et forældrepar om deres barn, og jeg er smadderbange for at gøre det forkert
Jeg skal til møde med en sagsbehandler om et barn, og jeg ved på forhånd, at jeg bliver usikker, når jeg er sammen med hende
Jeg har en pædagogmedhjælper, som af og til bliver vredladen overfor børnene, og jeg kan ikke finde ud af, hvordan jeg skal få hende til at tale ordentligt
Jeg har en medarbejder, som tydeligt viser, at hun ikke vil gøre sit arbejde sådan, som jeg siger hun skal
Jeg har en medarbejder, der ikke vil arbejde sammen med de andre i gruppen
Jeg har lige ansat en medarbejder, som jeg er usikker på, om jeg vil være med til at fastansætte
Jeg har en medarbejder, som sladrer om sine kolleger til kunderne

Jeg kan tilbyde gruppesupervision i mit lokale i Glumsø i mindre grupper. Hvis gruppen er større, kommer jeg gerne ud på arbejdspladsen.


Jytte Høj Hammer | Stendyssevej 24 A 4171 Glumsø | Mobil. 26718350
Email: Undervisning@jyttehammer.dk

Denne hjemmeside er leveret af www.kantsoe.net